Lidt om foreningen
Starten på KSF-Gambia

Jørgen Kastrup og Anne Marie Hegelund har i flere år været med i hjælpearbejde i Gambia. De har begge tabt deres hjerter til det lille land, og de meget venlige og altid smilende gambianere.
Især holder de meget af børnene dernede.

I april 2005 startede de privat med at støtte 10 forældreløse børns skolegang, da de fandt ud af, at for 200 kr. om året kunne de sponsere 1 barn.

Da de kom hjem til Silkeborg og fortalte om denne oplevelse, ville mange herhjemme gerne være sponsorer – indtil nu er det blevet til ca. 1100 sponsoraftaler.

I marts 2012 døde Jørgen Kastrup i Gambia på et opfølgningsbesøg.

For børn, der sponseres gennem vores projekt, gælder følgende aftaler:

- Skolen udvælger altid børn af meget fattige familier. Familien, eller den familie barnet er anbragt hos, kan ikke - eller har meget svært ved selv at betale for
barnets skolegang.
- Flytter barnet fra lokalområdet/skolen stopper sponseringen.
- Barnet får alle udgifter i forbindelse med skolegangen betalt.

Hvad koster det at sponsorere et barn?

Fra børnehaveklassen til og med 12. klasse koster det 550 kr. pr. år

For de 550 kr./år får barnet følgende:
- bøger og kladdehæfter
- blyanter m.m.
- op til 2 stk. uniformer pr. år - hvis behov
- 1 par sko pr. år (Der er pligt til at have sko på i skole i Gambia)
- skoletaske (maks. 1 pr. år og kun ved behov)
- et måltid sund mad dagligt på alle skoledage
- gratis adgang til hospitalsbehandling
- ekstra eksamenshjælp i 3.+5.+ 6. klasse på grund af landsdækkende eksamener
Desuden betaler vi et mindre beløb vedrørende vore børn til skolen for at administrere og/eller indkøbe tøj, sko, kopiering, billeder m.m.

Hvordan ved jeg, at de penge jeg betaler kommer mit barn til gode?
- Vi betaler direkte  
- Vi besøger årligt  mindst 20-30 elever i deres hjem 
- Vi udsender nyhedsbreve
- Vi tilstræber at udsende skoleresultater årligt
- Du kan skrive til dit barn (på engelsk)
- Du får billeder af dit barn og fra skolen
- Du kan besøge dit barn og skolen.